Foreningen Musisk Center Danmark blev stiftet i juni 1997 med en stor del af amatørmusiklivets organisationer som medlemmer.

Det havde gennem mange år været en ambition at kunne etablere et center, hvor amatørkorsangere- og musikere kunne dyrke deres kursusvirksomhed, både på organisationsplan og på ensembleplan - præcis som det er tilfældet med idrætsudøvere på f.eks. Vingstedcentret og Fuglsøcentret.

Sigtet med et sådant center var endvidere, at kunne tilbyde amatørmusikken et sted, der i kvalitet kunne konkurrere med traditionelle kursusudbydere, vandrehjem, højskoler m.v., men til priser, der gerne skulle være betydeligt lavere.

Gennem tilskud fra stat, amt og kommune samt bidrag fra private herunder ikke mindst Svend G. Asmussens Fond blev det i 2000 muligt at etablere Musisk Center Askov. Til at varetage de forretningsmæssige opgaver i forbindelse med køb centerets bygninger og fremtidig drift oprettedes Musisk Center Danmarks Fond.